FIA eTouring Car World Cup:
Ekström fortsætter hvor han slap
Den regerende ETCR-mester, Mattias Ekström, fortsatte hvor han slap, da første afdeling af den nye World Cup for elektriske standardvogne fandt sted på den legendariske by-racerbane i Pau i Sydfrankrig. Ekström var i sin pulje hurtigst under kvalifikationen og vandt alle finalerunderne, og da ingen i den anden pulje formåede at gøre ham kunsten efter, blev Ekström naturligt kåret til Weekendens Konge.
Topfoto: Mattias Ekström vandt alt, der kunne vindes, i Pau og fører den nye e Tourning Car World Cup med maksimum points.
Af Søren Clauding – 8. maj 2022
Trods World Cup status lider ETCR fortsat under, at være blevet etableret i en vanskelig tid. Corona pandemien forhindrede ikke Discovery-Eurosport Events i at sætte gang i mesterskabet i 2021, endda med løb også i Danmark. Men den fortløbende internationale krise med stribevis af leveringsproblemer animerer ikke præcis verdens store bilvirksomheder til at give sig i kast med noget så udfordrende, som at køre race med verdens kraftigste standardvogne.
Heldigvis har Hyundai, Cupra og det italienske team Romero-Ferraris holdt ved, og da bilerne eksisterede, er det de samme seks racerbiler, der blev benyttet i fjor, som også udgør den materielle del af årets felt.
Samme setup – i princippet
Set-up’et er derfor også til dels bibeholdt, med i alt 12 kørere i hver af de syv afdelinger, som udgør årets World Cup. Da to kørere må deles om hver bil, bliver kørerne ved lodtrækning fordelt i to puljer. Derefter gennemkøres der kvalifikation, kvart-finaler, semifinaler og finaler i hver af de to puljer.
Der uddeles points for placeringerne i hver af konkurrencerne og den, der har får flest points, når weekenden er omme, er weekendens konge.
Jordi Gené satte sin Cupra ud i barrieren under 2. kvalifikation og det havde nær kostet ham og hans makker, Adrien Tambay deres løb.
Fast & Furious
Ekström var dominerende i sin pulje (kaldet Furious), hvor han for første gang skulle dyste mod spanieren Mikel Azcona. I fjor kørte de to i samme team, Cupra, og delte bil, så de kom aldrig i nærkamp. Ekström er blevet hos Cupra, mens Hyundai har hyret Azcona. I den afgørende finale dystede de to mod hinanden og blot et kvart sekund skilte dem, da målstregen blev nået efter 8 hektiske omgange på den 2,8 kilometer lange bybane. Ekströms samlede score blev derfor de maksimale 100 points.
Vinderen af den anden pulje (kaldet Fast), Adrien Tambay (den 31-årige søn af den tidligere Formel 1 kører, Patrick Tambay) gjorde det næsten ligeså godt og sluttede weekenden på en fornem 2. plads med i alt 92 points. Han er team-kollega til Ekström og dystede bl.a. mod Tom Blomqvist, der delte bil med Ekström. Blomqvist blev nr. 2 i Fast-puljen og sammenlagt nr. 3.
Azcona sluttede som nr. 4 mens ETCR-debutanten Bruno Spengler i Romeo-Ferraris Giulia blev nr. 5. Hyundais Jean-Karl Vernay vandt i Pau i fjor (hvor løbene blev kørt på en racerbane udenfor byen), og han var også hurtigt i år. Men et overforbrug af effekt medførte en diskvalifikation og han måtte lade sig nøje med 7. pladsen.
Næste afdeling af FIA eTouring Car World Cup finder sted allerede om to uger i Istanbul.
SIDSTE NYT, OPDATERET 16. MAJ 2022: LØBENE I TYRKIET ER AFLYST GRUNDET EN KONFLIKT OMKRING AFVIKLINGEN.
Resultat ETCR 1. afd. 2022 >>>
Stillingen i World Cup for kørere efter løbene >>>
Stillingen i World Cup for teams efter løbene >>>