Opel Goes Electric 2019 - Opel Corsa-e verdenspremiere

Verdenspremiere: Opel Corsa

Gnisterne springer i Rüsselsheim

Det var ikke motorbrøl, der genlød i de store fabrikshaller på Opel fabrikken i hjembyen Rüsselsheim nær Frankfurt am Main. Helt stilfærdigt og uden den mindste udstødningsrøg trillede den helt nye Opel Corsa ind i projektørlyset, for den nye lille Opel er helt elektrisk fra begyndelsen af.

Og opbakningen i lokalmiljøet er kolossal. Inden udgangen af 2020 vil der være opsat 1300 ladepunkter i byen, og så kan man for alvor vise omverdenen, hvordan man reducerer forureningen, i hvert fald i nærmiljøet. For endnu er det sådan, at elektricitet skal være fremstillet forureningsfrit, hvis man overhovedet skal kunne tale om forureningsfri mobilitet, og det samme gælder naturligvis også alt, der har med bilproduktionen at gøre. Så langt er man ikke endnu, trods alt.


Af Søren Clauding - 4 juni 2019


Elektrisk programerklæring

Men det, at have verdenspremiere på en helt ny bil og turde tage skridtet, alene at vise den frem med en elektrisk drivline, er et statement, en programerklæring. Opel Corsa skal være en rollemodel, et forbillede for de kommende års Opel biler, og om fem år skal alle modeller være elektrificerede. Forruden den nye Corsa skal tre andre modeller vise vejen det første halvandet år, og den første af de tre havde man også med ved Corsa premieren i Opels hjemby.

Der er tale om en elektrificeret udgave af Grandland X, oven i købet med 300 hk maskinkraft og firehjulstræk. De to følgende er en ny generation af Mokka X samt varebilen Vivaro-E.

Multi-energi platform

Den nye Opel Corsa er elektrisk. Men den er også konventionel - de øvrige drivliner kommer først senere, men forventes dog at dukke op i forbindelse med de første internationale prøvekørsler midt på efteråret. Man skal imidlertid have skarpe øjne for at se forskel på bilerne, hvilket er helt i tråd med fabrikkens basis filosofi.


Designchef Mark Adams præsenterer dimensionerne i den nye Opel Corsa-e


Opel ønsker nemlig ikke, at drivlinen skal være afgørende for bilvalget. På samme måde som den visuelle forskel mellem diesel og benzin biler er minimal, skal man i princippet heller ikke kunne se om en bil er elektrisk. Det handler om at vælge den rette bil og siden den passende drivline, afhængig af behov og muligheder. Det kræver selvfølgelig at bilernes platforme er parat til det, men det er en del af øvelsen.

Når præcis den kompakte Corsa er valgt som forbillede, er det dels fordi den traditionelt er en meget vigtig model for Opel. Faktisk står den for 23 procent af det samlede salg. Men det er ligeså meget, fordi der er tale om en "folkets bil" som har bred appeal, fordi den ikke mindst prismæssigt passer til rigtig mange menneskers pengepung.


Opels topchef, Michael Lohscheller, udstrålede høj grad af stolthed over den nye Corsa og konceptet bag. Bilen er den første, der for alvor er kommet på markedet i Opel regi, efter at den tyske bilgigant er blevet en del af PSA familien.


Kompaktbil med stor rækkevidde

Tidligere har små elbiler haft en meget begrænset rækkevidde, fordi de ikke havde plads til de kæmpebatterier, som biler med stor rækkevidde typisk og også den dag i dag er nødt til at slæbe rundt på. Den nye Opel Corsa, som havde verdenspremiere på Opels hovedkontor i Rüsselsheim i Tyskland, kan køre 330 kilometer iflg. WLTP testcyklussen på et fuldt opladet batteri


Snit-illustrationen af den nye elektriske Opel Corsa viser ikke mindst batterierne placering lavt i bilen og hvordan der er gjort plads til forsædernes lave position.


Og selvom man var meget sparsom med specifikationerne ved verdenspremieren, er der klare indikationer af, at den samlede vægt ikke vil blive så forfærdelig meget større end vægten på den hidtidige Corsa.

Det hænger bl.a. sammen med, at en konventionel udgave af den nye bil typisk har tabt sig omkring 100 kg i forhold til forgængeren, og selvfølgelig, at batteriet ikke er helt så stort som det ses i biler, der har lidt længere rækkevidde. Derigennem gætter vi på, at mervægten ift. den hidtidige Corsa næppe bliver mere end 100-200 kg. Men det er kun et gæt.


 


Optimerede køreegenskaber

Bilens køreegenskaber er optimeret ved at den er 5 cm lavere end forgængeren og til trods for batteripakken sidder man 3 cm lavere. Det er godt for tyngdepunktet, der i forvejen holdes lavt pga. batteriet.

Den aktuelle udgave af den nye Corsa, som forventes at dukke op i Danmark sidst på året, er udstyret med en 136 hestes elmotor, som også præsterer et drejningsmoment på imponerende 260 Nm. Derved vil den kunne nå 100 km/t på 8,1 sekunder, og de 50 km/t klares på blot 2,8 sekunder. Det er lige før, at Opel burde tilføje et "GT" inden det "e", som er den navnemæssige indikation af drivlinen i elbilen, som simpelthen hedder Corsa-E.

Bilens batteri er i øvrigt forberedt til hurtigladning på 100 kW og vil da kunne oplades fra 0 til 80 procent på 30 minutter. Opel giver også 8 års garanti på batteriet.

Familiefordele

Den nye Opel Corsa deler som det nye familiemedlem i PSA-familien platform med den kommende nye Peugeot 208, som blev vist på Geneve Motor Show i marts i år - både som konventionel bil og elbil. Virkeligheden er, at på overfladen er der ingen ligheder.

Opel lukrerer også på samarbejdet ved omkostningsgunstigt, at kunne tilbyde udstyr, som er usædvanligt i den klasse af biler. Klimaanlæg, adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse, vejskilte genkendelse og aktiv vognbaneassistent hører dertil. Og de avancerede matrix LED forlygter, som kendes fra Astra modellen, kan også fås til en Corsa. Ligeledes er en skærm på 10" standard i de mere luksuøse udgaver.



Hvad prisen bliver, når Corsa-E kommer til Danmark, vides ikke endnu med bestemthed, men et forsigtigt gæt er godt 300.000 kroner.

Grandland X med 300 hestekræfter

Den helt nye Opel Corsa var som nævnt ikke den eneste elektrificerede Opel, der blev vist frem på den tyske Opel fabrik. Den rummelige, funktionelle og ganske praktiske Grandland X kommer også snart i en plugin-hybridversion. Man har udstyret den med to 80 kW elmotorer på hhv. for- og bagaksel. Derved opnår bilen firehjulstræk, og så har man koblet dem med en 1,6 liters turbobenzin motor og en 8-trins automatgearkasse.



Resultatet er en systemeffekt på imponerende 300 hk. Rækkevidden på elektricitet alene er 52 km baseret på eg 13,2 kWh batteri. Den forventes på markedet først i 2020.